Drifting – bilsportens svar på kunstskøjteløb

2012-Drifting-01

Motorsport handler normalt om sekunder og tiendedele. Om at tilbagelægge en distance eller et løb hurtigst muligt. Men ikke når den første danske løbsserie for driftere skydes i gang den 4.-5. maj på Padborg Park. Dansk Drifting Serie er nemlig en konkurrence, hvor det ikke er farten, men derimod stilen, der udløser de største pokaler.

”Dansk Drifting Serie bliver en landsdækkende turnering for driftere i Danmark,” fortæller Preben Jensen fra Motor Sport Sønderjylland. ”I vores egen klub har vi kørt enkeltstående løb, men nu har vi samlet alle landets drifter i en turnering over seks weekender, hvor vi skal finde ud af, hvem der kan levere den mest kunstneriske kørsel.”

Dansk Drifting Serie starter på Padborg Park den 4.-5. maj, og det er også her, at finalen køres den 5.-6. oktober. Indimellem disse to arrangementer gæster turneringen også FDM Jyllandsringen ved Silkeborg og Ring Djursland ved Tirstrup.

”Hver løbsweekend er delt op i to dele. Lørdag afholdes der træning og den kvalifikation, som skal bestemme, hvem der går videre til finalerne om søndagen,” forklarer Preben Jensen. ”Det er de 16 bedste driftere, som går videre til søndagens finalerunde. De skal så kæmpe om at blive en af de otte kørere, som deltager i kvartfinalerne. Og fra kvartfinalerne er det så videre til semifinalerne og finalen. Men inden finalen bliver der også lige en konkurrence om tredjepladsen mellem de to kørere, som bliver slået ud i semifinalerne.”

Som sagt gælder det ikke om at være første mand over målstregen, hvis man skal vinde, men hvad er så afgørende for udfaldet i drifting?

”Der lægges vægt på tre ting. Farten, vinklen på kørselsretningen, stilen og hvor tæt man er på clipping point,” forklarer Preben Jensen. ”Og flere af tingene hænger sammen.”

”Selv om et drift kan se rigtig flot ud med masser af røg, så får man måske ikke topkarakter, hvis man ikke er tæt på clipping point, altså centrum af det sving, man skal igennem. På samme måde gælder det, at hvis man må korrigere med forhjulene, så giver det fradrag, fordi man skal korrigere med speederen. Altså ved at få bilen til at drifte rundt med bagenden.”

Hver afdeling af Dansk Drifting Serie er ikke blot inddelt i træning, kvalifikation og elimineringsrunderne, men også i to elementer. Single drift og twin drift.

”Først kører deltagerne efter deres placeringer, og så kører de i twin driften mod hinanden – først den ene deltager mod den anden og omvendt,” siger Preben Jensen. ”Her ligger den store udfordring hos den bageste kører, for han skal dels følge den linje, køreren foran vælger, dels levere et perfekt drift”

Comments are closed.