OK Mobil 1 Legend Cup

Knap-Legend-Deltagere-01 Knap-Legend-Deltagerinformation-01 Knap-Legend-Løbskalender-01 Knap-Legend-Mesterskabsstilling-01

Bilerne til OK Mobil 1 Legend Car Cuppen findes i seks forskellige modeller:

Se de forskellige modeller ved at klikke her…..

OK Mobil 1 Legends Car Cuppen, i daglig tale kaldet “Legends” er en forholdsvis ny racerklasse på dansk grund. Køretøjerne ligner ved første øjekast personbiler fra tredivernes USA, men det er lidt af en sandhed med modifikationer. Det er nemlig biler, der er bygget ene og alene med det formål at køre race med dem.

Racerbilerne er bygget op over en rørramme og et sikkerhedsbur, er forsynet med en meget omdrejningsvillig motorcykelmotor samt et karrosseri, der er en 5/8-udgave af en amerikansk bilmodel. Bilerne er udstyret med baghjulstræk, hvilket gør dem sjove at køre … og sjove at kigge på.

OK Mobil 1 Legend Car Cuppen er uden tvivl Danmarks sjoveste racerklasse –  der er underholdning fra start til mål, når OK Mobil 1 Legend Car Cuppen kører race.

Hvad er OK Mobil 1 Legend Car Cuppen?

OK Mobil 1 Legend Car Cuppen er den nye klasse i dansk motorsport. Klassen blev startet i Danmark i 2009 og tæller i dag et af motorsportens største løbsfelter. Det er specialbyggede racerbiler, som er bygget op over et rørrammechassis og monteret med et glasfiberkarrosseri, som i 5/8-del størrelse er kopier af tredivernes amerikanerbiler som Ford og Chevrolet. Kendetegnende for OK Mobil 1 Legend Car Cuppen er, at det er en økonomisk overkommelig klasse – bilerne er billige i både indkøb og i drift – ligesom det også er en sjov klasse at deltage i og se på.

Bilerne er udstyret med en Yamaha 1.200 cm3 motor, som yder ca. 130 hk. Bilen vejer ca. 500 kg – 600 kg med chauffør – og har skivebremser foran og tromlebremser i bag.

De biler, som anvendes i Danmark, er forsynet med en række opdateringer. Nogle er motoropdateringer og nogle er sikkerheds opdateringer. Motoren har forstærkede foringer, ventiler, ventilfjedre og en split i knasten, så hvis man overdrejer motoren, skulle splitten knække og mindske skaden på motoren. Herudover er der stærkere kobling, gearindikator, omdrejningstæller, almindeligt lys, bremselys, hovedafbryder og nakkestøtte. Udover disse ting kan der købes ekstra tilbehør.

Padborg Park I/S er dansk importør af biler til OK Mobil 1 Legend Car Cuppen.

Historien om bilen går tilbage til 1992. På en dag i april blev den første bil præsenteret på Lowe’s Motor Speedway ved byen Charlotte i den amerikanske stat, North Carolina. Bag ideen om at skabe en billig og sjov racerklasse kom fra H.A. ”Humpy” Wheeler og Elliott Forbes-Robinson.

H.A. ”Humpy” Wheeler var chef for Lowe’s Motor Speedway, mens Elliott Forbes-Robinson er en af USA’s mest erfarne kørere med podiepladser i 24 timers løbet på Le Mans og fra flere amerikanske løbsserier. Begge var fascinerede af de klassiske amerikanske trediverbiler, og de blev enige om at genskabe dem, men blot i 5/8-dels størrelse.

Siden da har virksomheden 600 Racing Inc. i Harrisburg, North Carolina, stået for produktionen af de små racerbiler, som ikke bare bliver anvendt i den amerikanske stat, men i hele i USA. Siden har klassen bredt sig til Canada og Europa, hvor England i slutningen af halvfemserne var det først europæiske land, som introducerede klassen.

Siden begyndelsen i 1992 er der blevet produceret mere end 4.000 biler.