Danmarks Hurtigste Bil nærmer sig med hastige skridt

I den første weekend af juni bliver der atter fest og god stemning på Padborg Park. Fra fredag den 1. juni til søndag den 3. juni afvikles Danmarks Hurtigste Bil, og der er tale om en jubilæumsudgave, da det i år er 20 år siden, at bilfestivalen blev afviklet for første gang.

Op mod 10.000 mennesker samles om deres fælles begejstring – bilen – og en række forskellige aktiviteter, der hylder den. På godt og ondt.

Selve racerbanen inddrages således til at afvikle to vidt forskellige konkurrencer. Ned ad banens ene langside afvikler man således 201-meter-konkurrencen, som i tidernes morgen har givet bilfestivalen navn. Over en ottendedel af en amerikansk mile gælder det for deltagerne fra stående start hurtigst muligt at tilbagelægge distancen, inden der skal bremses igen.

Den anden konkurrence på Padborg Parks racerbane handler ikke om rå fart alene, men den er alligevel vigtig. Det er driftingkonkurrencen, der er bilsportens svar på kunstskøjteløb. Bagenden på bilen lægges ud, og så driftes der ellers igennem banens mange kurver, hvor det gælder om at skabe den størst mulige røgfane samtidig med, at bilen drifter med størst mulig vinkel i forhold til længderetningen.

Gennem den første weekend af juni skal der også afvikles en række andre konkurrencer.

På udstillerpladsen skal en streng jury finde frem til Danmarks Grimmeste Bil, og for en gangs skyld er det ikke nødvendigt at have anvendt tusindvis af timer på at shine bilen op, som skulle den deltage i et afdansningsbal eller en skønhedskonkurrence. Og traditionen tro vil der også være en brænderplads, hvor det gælder om at få brændt gummiet fra dækkene helt af, så bilen til sidst bare kører på den nøgle stålfælg.

Portene til Padborg Park åbner fredag klokken 12.00, og så er der ellers aktiviteter på området frem til søndag eftermiddag. Såvel fredag som lørdag aften vil der være musikalsk underholdning.

Comments are closed.