Gaver med fart over feltet:** Klik HER
Danish Endurance Championship er det danske mesterskab indenfor bilsportens langdistancedisciplin, men det er ikke et mesterskab, som kun køres på de danske racerbaner. Der er også udenlandske udfordringer med på programmet, hvor der i år skal køres to løb udenfor landets grænser. Det første finder sted lørdag, og det er på en bane, som mange af deltagerne kender fra tidligere, for Sturup Raceway var sidste år også med på DEC-kalenderen.
Sturup Raceway ligger – lidt enkelt fortalt – i københavnernes baghave. Banen er placeret klods op ad lufthavnen af samme navn, og der er derfor mindre end tre kvarters kørsel fra Københavns Rådhusplads til den skånske racerbane.
Det er de samme tophold, der er med på Sturup Raceway som på Ring Djursland, hvor årets sæson i Danish Endurance Championship blev skudt i gang i midten af maj. Det gælder bl.a. Kristian Jepsen/Jan B. Sørensen/Poul Isaksen, Århus/Thisted/Thisted, der havde deres første start i Team Blue Racings nye Radical SR8, som de vandt med. Bilen er lynhurtig, men selv om Ring Djursland havde utallige kurver, så har Sturup Raceway flere. Derfor skal man ikke nødvendigvis se dem som favoritter forud for det fire timer lange løb lørdag eftermiddag.
Holmgaard Racings Magnus Holmgaard/Jonas Hegner Rasmussen/Roy Edland, Aalborg/Aalborg/Norge, var med deres nye Seat Leon en af premierens overraskelser. Bilen var ny for de to nordjyder og nordmanden, men trioen virkede til hurtigt at få den spanske racerbil ind under huden.
I klassen for de tunede biler op til to liter er der to mandskaber, som jagter revanche. Det er dels Jens Erik Hansen/Jens Henrik Hansen, begge Havdrup, dels Kenneth Jensen/Nils Kvorning, Langå/Viborg. Begge hold var til start med deres Peugeot RCZ-modeller ved sæsonpremieren, men begge måtte lide den tort at stoppe før tid med motorhavari. Det gjorde det noget nemmere for Sune Marcussen/Anders Lund/Niels Nybøe, Ebeltoft/ Ringe, at tage sejren i klassen, men om det bliver lige så let i det sydsvenske, ved det lørdag eftermiddag ved 18-tiden.