Gaver med fart over feltet:** Klik HER

Nogle gange kan man godt stille sig selv det spørgsmål, hvorfor et langdistanceløb skal gå over eksempelvis fire timer? Som de gange, hvor de forreste placeringer ligger fast allerede efter to eller tre timer, og der ikke bliver ændret en tøddel på rækkefølgen frem mod det ternede flag. Det spørgsmål blev dog ikke stillet, da man i weekenden kørte tredje afdeling af årets Danish Endurance Championship på Padborg Park. Her blev der nemlig i høj grad byttet rundt på pokalplaceringerne i de sidste 5-10 minutter af det fire timer lange løb!

2015-Bane-DEC-06

Da der var godt en time igen af løbet, lå Mikkel Gregersen, Kolding, på førstepladsen i den Renault Clio, som tidligere var blevet kørt af Anders Christian Rasmussen, Svendborg, og Kevin Rossel, Vejle. To omganges forspring havde han til den noget hurtigere Peugeot Spider, hvor Frederik Vodder, Roskilde, kort forinden var kommet i bilen som tredjemanden efter Nicolaj Spiegelhauer, Greve, og Dan Träger, Lejre. For hver omgang var Frederik Vodder typisk et par sekunder hurtigere, og som uret tikkede ned, blev afstanden mellem de to biler mindre og mindre. Pludselig var de på omgangshøjde, og så begyndte det at gå stærkt. Men i mål kunne Mikkel Gregersen krydse målstregen først. Afstanden til Peugeot Spideren var 28 sekunder, hvilket på Padborg Park svarer til mindre end en halv omgang.

Men det var endnu tættere bagved.

Sune Marcussen, Ebeltoft, så længe ud til at kunne køre den Renault Clio, som han delte med Peter Obel, Kalundborg, ind på løbets generelle tredjeplads, men bagfra kom Thue Kristensen, Viborg, farende. Han havde fået en dårlig start på dagen, da teamkammerat Jens Mølgaard, Nibe, havde sat bilen frontalt i autoværnet under tidtagningen, men bilen var blevet lappet sammen, og i løbet viste specielt Thue Kristensen stor styrke. Selv om det var seks år siden, han sidste havde siddet i en racerbil, var farten der stadig, og den var så høj, at han kunne indhente Sune Marcussen og med to omgange igen passere ham og tage tredjepladsen med et forspring på seks sekunder.

I divisionen for de mindste ikke-tunede biler gik sejren til Søren Helsinghoff Lauridsen/Anders Tage Jensen, Skærbæk/Bredebro, og skal man være ærlig, så arvede de den! Da der manglede seks minutter af løbet, var de nemlig 19 sekunder efter divisionens førende bil, som var blevet kørt af Martin Kiil/Magnus Bomholt Holmgaard/Jonas Hegner Rasmussen, Hjørrring/Aalborg/Aalborg. Men så opstod der pludselig tekniske problemer. På næste omgang var Magnus Bomholt Holmgaards føring over Anders Tage Jensen blev reduceret til kun ti sekunder, og da der var mindre end tre minutter tilbage, havde de to byttet pladser. Magnus Bomholt Holmgaard brugte over tre minutter på at køre sin sidste omgang. I samme tidsrum fik Anders Tage Jensen tilbagelagt to-og-en-halv omgang, og derfor endte han og Søren Helsinghoff Lauridsen med at vinde divisionen med et forspring på knap to omgange.

2015-Bane-DEC-07

I øvrigt var det ikke nogen af de førnævnte mandskaber, som dominerede starten af det fire timer lange løb. Det var i stedet Sally Racings Porsche 911 kørt af Jan B. Sørensen/Johan Blach Petersen/Kristian Jepsen, Thisted/Århus/Århus, og Klostermann Racings BMW med Claus Klostermann/Michael Klostermann, Solrød Strand/Gørløse. De to hurtige biler lagde hurtigt afstand til feltet, men løb så begge ind i det samme tekniske problem: svigtende bremser. Porschen havnede i en sandkasse, mens BMW’en fik ødelagt et forhjulsophæng efter en kollision, og derefter var deres chancer udspillet.

Mini Cart 0

Din kurv er tom