Finaleløbet 05. og 06. oktober - informationer** Klik HER
Det var den unge generation, som prægede begivenhederne, da årets sæson i OK Mobil 1 Legend Car Cup søndag blev skudt i gang på Padborg Park. Trioen Kasper H. Jensen, Skødstrup, Frederik Nymark, Hadsten, og Kevin Verner Jensen, Silkeborg, blev hver især noteret for en løbssejr i de tre løb, der blev afviklet.
Den unge trio klarede sig dermed bedre end klassens forsvarende mester. Kenneth Jensen, Langå, var som altid med fremme i den forreste ende af feltet, men for en gangs skyld manglede vinderen fra 2012 og 2013 lige det sidste, der skulle til for at komme på podiet. To fjerde- og en femtepladser blev han noteret for under premieredagen, men resultaterne udløste alligevel så mange point, at Kenneth Jensen indtager en sammenlagt tredjeplads efter Frederik Nymark og Kevin Verner Jensen.
Men søndagens hurtigste mand i OK Mobil 1 Legend Car Cuppen var dog Kasper H. Jensen. Østjyden, der i de to seneste sæsoner har kørt internationalt i den tyske Scirocco R Cup, var næsthurtigst i tidtagningen, vandt første løb og tog en andenplads i den næste, og han satte også sit præg på dagens tredje og sidste heat. Dette første han længe foran Kevin Verner Jensen og Frederik Nymark, men så opstod der tekniske problemer med bilen, og efter at han først havde måttet lade sine konkurrenter slippe forbi en for en, måtte han køre i pit og udgå.
Kasper H. Jensens weekend i OK Mobil 1 Legend Car Cuppen var dog så god, at han kunne sikre sig en meget komfortabel føring i kampen om Rookie-mesterskabet for feltets nye kørere.
Blandt de knapt så nye havde Lars Mogensen, Silkeborg, en rigtig god dag. Sidste års toer i old boys-konkurrencen havde denne gang en perfekt weekend, hvor han ikke blot var bedst blandt seniorerne i tidtagningen, men også i alle tre heats. Han fik også kørt så mange og så gode generelle placeringer hjem, at han ligger som nummer otte i OK Mobil 1 Legend Car Cuppen generelt.